Om foreningen
Bybrøndens historieaf Museumsinspektør Niels Peter Stilling, Søllerød Museum - Forfattet i Januar 2000
Allerede da det første Søllerød Slot blev bygget af grev Frederik Danneskiold Samsøe i 1740 blev der i det tilhørende haveanlæg indrettet en mægtig brønd, der dog så vidt man kan forstå kun fungerede med store uregelmæssigheder og atter var nedlagt med udgangen af 1700-tallet. Endnu langt ind i 1800-tallet måtte bønderne i de højtliggende landsbyer hente vandet ned ved Søllerød Sø. Der var godt nok et gadekær i Søllerød By, men det stillestående vand her var først og fremmest tiltænkt byens kreaturer. Den store forandring kom i 1867, hvor Søllerøds fire størstre grundejere på Søllerødgård, Fogedgården, Carlsminde og Mothsgård gik sammen om at anlægge en bybrønd. Prisen var 375 rigsdaler (ca. 40.000 nutidskroner), som skulle betales over 60 år. Aftalen blev tinglyst ved årsskiftet 1867/1868, helt præcist den 30. december 1867. Brønden blev placeret på et jævnt terræn ud for Mothsgården, hvor det vældige gravearbejde blev afsluttet i 1868. Hermed havde byen fået en ikke mindre end 34 m dyb brønd. Lokalhistorikeren Gunnar Sandfeld har beskrevet, hvordan det snart blev de store børns arbejde at hente vandet til husholdningen: "Det var spændende at lade en let spand forsvinde rask ned i det bundløse mørke, høre det mystiske plask fra underverdenens dyb og så se den fulde spand dukke frem og stige langsomt til vejrs. Spændende var det også at være den, der hævede den tunge spand ved sindrige, drøje og sejge omdrejninger af tovvinden." Skovløber Ole Vallerød i Søllerød Skovløberhus havde mange børn, og skovløberens store drenge fik en mindre forretning ud af det i 1880'erne og 1890'erne, hvor de hentede vand til byens "herskaber" mod betaling af 10 øre - pr. uge. Andre børn havde selvsagt større fornøjelse af at smide sten i brønden og vente på det efterfølgende plask nede fra dybet. Det gjaldt dog om at være på vagt, når man var ude i sligt forehavende. Blev man opdaget af en af lodsejerne kunne der let vanke øretæver. Skønt man i tørre perioder ikke kunne være sikker på brøndens vandforsyning, var den af stor betydning for byen i præcis 40 år. I 1907 kom så Søllerøds første vandværk, der blev opført på Fogedgårdens jorder få 100 m øst for Søllerød by. Vandværket er et godt symbol på de nye tider, hvor kommunen engagerer sig i tilvejebringelsen af vand, el, gas, kloak og vejanlæg samt moderne skoler og det første rådhus. Bybrøndens rolle var udspillet. Brønd - og gadekær - forfaldt og tørrede ud, og i 1918 fremlagdes planer for et helt nyt Søllerød Torv foran kroen. Væk med gadekær og brønd, stor vejudvidelse og parkeringsplads ovenpå det nedlagte gadekær. Og så kunne man tilmed indrette rotunden foran Mothsgården til benzinstation. Jo man var praktisk og fremsynet i bilismens tidlige dage. Heldigvis var der etableret en grundejerforening i Søllerød, og med grosserer Detlef Jürgensen fra Carlsminde i spidsen blev planen skrinlagt, og i stedet sattes den gamle træbrønd i stand, hvilket i realiteten betød en fuldstændig ny stensat overbygning, der stod færdig i 1919. En granitsten på brøndens sydside minder om begivenheden, der jo i realiteten havde langt større rækkevidde end blot brøndens redning. Med bevarelse af brønden var grundstenen lagt til, at det centrale Søllerød bevarede sit gamle præg og ikke som flertallet af egnens landsbyer blev prisgivet den hastigt fremadskridende forstadsudvikling. "Vandtønden og bæreåget hører nu hjemme på det Søllerød Museum, der vel engang må komme", skrev Søllerød Tidende nærmest profetisk den 15. juli 1922. Museet på Mothsgården bag bybrønden kom i 1974! Niels Peter Stilling Det nederste billede viser brøndhuset efter den gennemgribende restaurering i 2019, hvor det kunne fejre 100 års fødselsdag. |