Kære medlemmer af Søllerød Grundejerforening

Vi har desværre måttet konstatere, at vi ikke mere kan bruge Postnord til at sende indbydelser til vore arrangementer, som vi ellers har praktiseret det i de sidste mange år.

Nogle medlemmer har meldt tilbage, at vores brev først er nået frem 15. januar – vi afleverede dem til Postnord den 30. december 2019. Og måske er der stadig nogle, der stadig venter på brevet fra os.

Det har naturligvis skabt irritation hos de medlemmer, der gerne ville have tilmeldt sig arrangementet på Søllerød Kro den 29. januar. Heldigvis blev det muligt at gentage arrangementet den 26. februar. Der er allerede nu 44 tilmeldte, så jeg skal opfordre jer til hurtig tilmelding, hvis I ønsker at deltage på den nye dato.

Vi har i sidste weekend omdelt breve til alle grundejere, der ikke var medlemmer i den sidste kontingentperiode. Her tog omdelingen to dage, da den blev klaret af 18 af foreningens medlemmer. De fik alle en flaske rødvin for indsatsen. Så mange meldte sig til at være omdelere, så vi måtte skuffe mange med, at vi ikke havde flere breve til omdeling. Stor tak fra bestyrelsen til de, der meldte sig til at dele brevene ud.

Så næste gang, vi skal sende breve til medlemmerne i forbindelse med generalforsamlingen i marts, vil vi igen takke ja til den frivillige indsats, så posten kan nå hurtigt frem!

Venlig hilsen

Bestyrelsen